Dend XI. Sang: Keed af Verden, og kier ad Himmelen

Far, Verden, far vel, Jeg keedis nu længer at være din Træl, De Byrder, som du mig har bylted oppaa, Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa, Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved Forfængelighed, Forfængelighed. Hvad er det dog alt Som Verden opsminker med fauer Gestalt? Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, Det er jo kun Bobler og skrattende Kar, Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred, Forfængelighed, Forfængelighed. Hvad er mine Aar, Som smugende svinder og snigende gaar? Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind? Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind? Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved? Forfængelighed, Forfængelighed. O Riigdom og Guld, Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld, Du est dog af Verdens bedragelig Ting, Som voxer, aftager og vexlis omkring, Du est dog, i høyeste Mercke og Meed, Forfængelighed, Forfængelighed. Ach, Ære, hvad er? Hvad er dine Kroner og Krandse du bær? Misundelse sidder dig aldjd paa Ryg, Du hemmelig stødis og sielden est tryg! Du ofte der snubler, hvor andre de gleed, Forfængelighed, Forfængelighed. Ach, Yndist og Gunst, Du hastig opførte og faldende Dunst, Du konstig opblæsere, hvegende Vind, Som tusind har Øyen og dog løber blind, Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed? Forfængelighed, Forfængelighed. Ach, Venskab og Troo, Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo! Du smukke Bedragere, heldige Skalk, Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk Du est, som og jeg af Forfarenhed veed, Forfængelighed, Forfængelighed. Ach, kiødelig Lyst, Som mangen med dødelig Læber hâr kyst, Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist, Hâr mangen i ævige Luer henhvist, Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed Forfængelighed, Forfængelighed. Saa far da, far vel, Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl, Bedragelig Verden, jeg takker dig af, Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav, Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød. Der skal mine Aar Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer, Der skal ikke Dagen ved Solen opgry, Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny, Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød. Min Rigdom og Guld Skal være af idel Bestandighed fuld, Dend skal ikke Tyven bestiele mig da, Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra, Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød. Jeg Ære skal faa Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa, Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt, Med Blodet af Lammet alt over forgyldt, Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød, I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød. Med Yndist jeg skal Fremskinne blant Englenis hellige Tall, Misundeligt Øye mig ikke skal see, GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee, Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød. Der hâr jeg en Ven, Min JEsus, som elsker og elskis igien, Mit Øye der seer ham saadan som hand er, Hand Kierligheds Himmel-bluß stedse frembær, Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød. Min Lyst og min Fryd Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd, Men GUd er ald Lysten for mig og for dem! Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem! Mens glem ey at Lysten er ævig og sød I Abrahams Skiød, I Abrahams Skiød.